search instagram arrow-down

my tweets

Lidt om mobning

Mobning

Stadig noget  vi debaterer i det offentlige rum. Jeg synes grundlæggende det er trist at det stadig er nødvendigt, men det er det desværre. Det havde været dejligt med sådan en debat, sådan en indsats, dengang for 40 år siden da jeg blev introduceret for det der dengang blev kaldt for drilleri og drengestreger. Det var dengang der var blevet gjort op med Lektor Blommes Sorte Skole. Gjort op er måske så meget sagt, for lærerne var de samme og de ændrede ikke adfærd bare fordi de ikke måtte afstraffe eleverne fysisk. Og den psykiske vold levede videre i mange år. Kunne min lære ikke rigtigt tillade sig at gøre noget foran andre, så kunne hun jo altid udstille og latterliggøre mig, der ikke var så god til at læse, så de kunne få lov til at grine mens jeg sad og hakkede og stammede. Så skulle klassekammerater nok tage over med det fysiske i frikvarteret, mens hun vendte sig om og gik sin vej.

Denne lille blog post skal ikke være en lang historie om hvad jeg konkret blev udsat for i de første 5 år jeg gik i Blovstrød Skole. Jeg husker rigtig mange ting alt for godt, og jeg ved også at jeg har fortrængt rigtig meget andet som jeg ikke har lyst til noget gensyn med. Men det var skolen som var kulissen for langt størstedelen af de oplevelser som satte et enormt præg i min personlighed, og på mange måder udstak retningen for mit liv. Lad mig sige det sådan at da jeg så Niels Arden Oplev’s fil Drømmen tilbage i 2006 var det et fuldkomment billede af min egen skolegang. Det var i billeder, handling og smerte min skolegang.

Drømmene

Efter jeg forlod Blovstrød Skole, hvor jeg tilbragte tiden fra børnehave klassen og frem til 4. klasse, havde jeg fået adskillige ting med mig i min indre rygsæk. Jeg afskyede alt der havde det mindste med skole, bøger, lektier og viden at gøre. Jeg ville helt enkelt ikke gøre mig den mindste positive overvejelse i den retning. Der var ikke store ambitioner i mine drømme om fremtiden, og mest af alt handlede det om hvad jeg ikke skulle beskæftige mig med i min fremtid.  Det drejede kun om at komme væk fra skolen så hurtigt som muligt. Det var et spor som satte sig så grundlæggende fast i mig, at det tog mig 25-30 år før jeg kom til at savne at læse, skrive og lærer noget som helst fra litteraturen. Når jeg ikke savnede det, så gjorde jeg heller ikke noget ved det. Og det var ganske befriende. Jeg fokuserede på alt muligt andet i tilværelsen. Mine små drømme gik i retning af at køre i en lastbil, være landmand eller måske håndværker. Men de to sidste erhverv indeholdt noget med skole og teori så de blev valgt fra, og jeg endte med at melde mig som soldat og stod til søs 3 dage efter jeg var fyldt 17 år. Der er ikke noget galt med nogle af de drømme som sådan, men de var mest udtryk for fravalg frem for tilvalg, og det handlede udelukkende om overlevelse. Jeg klarede mig sådan set nogenlunde, fik min perioder med kærlighed, børn, glæde og lykke i nuet og jeg har stadig masser til gode. De store fravalg blev afløst af en masse tilvalg. Op igennem mit voksenliv har jeg skiftet arbejde rigtig mange gange. Der har stort set altid været tale om et tilvalg frem for fravalg, og valgene har ofte været drevet af lysten til gerne at villle nå noget i livet. No regrets.

Ensomheden

Mine tidlige drømme indeholdt intet om kærlighed eller nære relationer. Jeg lærte ensomheden at kende på den skole i Blovstrød. Ensomheden var ikke noget kort bekendtskab, men noget som strakte sig over mange år og den blev senere afløst af frygten for ensomheden. Lige midt i den tid, hvor personligheden er mest påvirkelig hos børn i den alder. Nu, hvor jeg synes jeg er kommet af med mange at de mest markante af de karaktertræk, så må jeg erkende at jeg aldrig fik skabt de nære venskaber, dem som man tager med sig fra sin barndom, hen over ungdommen og måske med ind i voksenlivet. Alt i alt har angsten for et gensyn med ensomheden i høj grad været med medvirkende til at de ikke skete. Det er en omvendt affære, for netop angsten for ensomheden burde logisk set have drevet mig frem i manegen for at opbygge venskaberne, men sådan var det ikke. Det handlede helt enkelt om ikke at lave relationer som man kunne miste på smertelig vis senere. Så hellere klare sig selv og få det bedste ud af det, tage det sure med det søde, og ikke investerer for mange følelser. Det er ikke fordi jeg ikke har haft muligheden – dem har jeg haft mange af – og jeg kan godt forstå alle de mennesker, som har villet mig det bedste på alle måder, har stået undrende tilbage og tænkt “Dét var godt nok underlig adfærd”, for det var det virkelig. Lot’s of regrets.

Retfærdigheden

Min sans for retfærdighed blev helt sikkert grundlagt på Blovstrød skole. Der findes ikke den ringeste tvivl i mig om at alle oplevelserne hurtigt og sikkert opbyggede en absolut foragt overfor uretfærdighed. Jeg ved med sikkerhed i dag, at en grundlæggende værdi som retfærdighed, blev rodfæstet i mig på en uigenkaldelig måde, og det vil jeg gerne sige mine mobbere tak for. I gjorde det til en afgørende livsværdi for mig, ikke at tolerere uretfærdighed. Jeg kan endsige ikke accepterer bare en lille smule uretfærdighed. Møder jeg mennesker som godt kan være vidende til, og leve med det, og lader stå til, så er de bare ikke noget for mig – og jeg siger det højt. Det er følsomt, det er vigtigt, og jeg gider ikke lytte til undskyldningerne. På masser af måder har oplevelserne fra klasseværelset under Frk. Boeskov’s ledelse, og efterfølgende i skolegården, på fodboldbanen, hvor jeg helt klassisk altid stod tilbage som den sidste når der skulle vælges hold,  fæstet det i mig på en måde, så det aldrig forsvinder. Det var helt sikkert ikke hendes intention art der skulle komme noget godt ud af det efter det var overstået. Og derfor får hun heller aldrig mig til at føle nogen form for tilgivelse for alt det hun gjorde (og ikke gjorde) – uanset hvordan hun kom herfra. Oprigtigt talt håber jeg hun endte som det ensomste menneske i verden.

Følsomheden

Alle de der år hvor jeg gik rundt og tumlede med drømmene, ensomheden og retfærdigheden gjorde mig meget følsom. Der skal ikke så meget til at slå mig ud af kurs. Når jeg oplever andre være ensomme og/eller udsat for uretfærdighed, så går der ikke mange øjeblikke før jeg enten reagerer verbalt, eller stille lader tårnene trille. Uanset hvor konstruerede TV udsendelser som f.eks. Sporløs er, så er een ting helt sikkert; de rummer mange af de elementer som jeg fik ind med vold og mobning da jeg var mindre, og det sidder så fast at de skal ud når det trykker. Sådan vil det nok altid være men nu, omkring 3o år efter, er jeg endelig begyndt at kigge ind i det, i stedet for at kigge væk og flygte. Med en udpræget følsomhed – nogle vil med rette kalde det for overfølsomhed – så har der været masser af episoder i mit liv hvor jeg har reageret på måder, som langt fra var fremmende for konstruktiv løsning. Min følsomhed i de situationer var langt fra brugbar. Den var hæmmende for en masse muligheder for at komme videre. Men det var jeg ikke i stand til.

Følsomheden var naturligvis også sine gode sider. For det første synes jeg det er bedre at være følsom end det modsatte. Det rummer mange flere muligheder for at gøre godt og rigtigt, end det modsatte. Så det vil jeg også gerne sige mine mobbere tak for.

Alt i alt

Mine oplevelser i skolen ikke så meget anderledes end for så mange andre. Der var alle jer medløbere, som deltog fordi I selv stod i risiko for at ende på min plads, nederst. I havde ikke havde mod nok til at sige fra – opfører jer ordentligt – og skulle I bevise jeres loyalitet ved at være ekstra nederdrægtige. Så var der mobberne, arkitekterne – jer med de rigtige problemer. De fleste af jer var jo psykopater. Mange af jer fortsatte sikkert jeres psykopatiske måde at være på. I tog den med jer videre på jeres vej igennem livet, og hvem ved om I nogensinde har fået sagt undskyld, bedt om tilgivelse – for I var de største syndere. De fleste af jer har sikkert fortrængt det på samme måde som jeg har fortrængt jeres svineri og de værste svinestreger, men jeg kan stadig huske jer; Henrik, Jens, Erik og Anders.

Og dig Frk. Boeskov. Min klasselærer – du der var den voksne i klassen og skolegården. Dig glemmer jeg aldrig. Du er helt sikket væk nu, og hvis der er et liv efter døden så håber jeg hverken du er i Himlen eller i Helvede, men et sted midt i mellem. Lige dér hvor du ikke kan afsluttet noget som helst og der vil jeg gerne have du bliver. Mens din sjæl hænger i intetheden synes jeg du skal vide at jeg heldigvis mødte de mest fantastiske lærer efter dig. Det var ikke mirakler de kunne udrette, men det var mange fold bedre end det bedste du nogensinde kunne have opnået hvis du havde gjort dit absolut bedste. Og, PS, jeg kan slet ikke beskrive for dig hvor stor min glæde og lettelse var dengang min nye klasselærer fandt på at sende mig til en øjenlæge som gav mig et par briller.

I bakspejlets optik har jeg fået noget godt ud af jeres måde at opfører jer på. Jeg er glad over at være både følsom og en som tager det med retfærdighed alvorligt. Det er der brug for og det er værdier som jeg altid vil bære i mig, men jeg er sikker på de var der før I slog til. Jeres bidrag bestod alene i at gøre mig opmærksom på dem igennem jeres mobning. Det er klart jeg godt kunne have tænkt mig at være sluppet for jer. Så kunne jeg måske have valgt anderledes, været mere åben i mit syn på mine muligheder, gjort mig mere umage i skolen og måske været bedre til at få nogle af de venskaber jeg så gerne ville have haft med mig igennem livet. Men I er små nu. Her, 30-40 år efter, synes I ubetydelige i forhold til den vej jeg træder på i dag. I er opgivet.

Men I skal vide at der er mig som siger det højt hvis jeres børn har valgt jeres vej, og I har lært dem jeres måde at opfører sig på. Mig og alle de andre.

3 comments on “Lidt om mobning

  1. Ida! says:

    det her indlæg, bliver jeg nødt til at læse mange gange, for jeg tror det kan hjælpe mig, i min proces. Der er meget jeg genkender… Så fint og præcist skrevet. Ikke at jeg som sådan er blevet mobbet, jeg følte (og føler?) mig bare ofte udenfor. Og ramt af ensomhed, måske fordi jeg er så dårlig til at lukke nogen ind.

Leave a Reply
Your email address will not be published. Required fields are marked *

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s