search instagram arrow-down

my tweets

Da min storebror døde..

D. 15 Oktober 2012 var en helt almindelig mandag for mig. En dag på kontoret, sikkert med aflevering af børn, eller i det mindste afhentning af dem. Men et andet sted i verden, var den dag min bror tog til Nangijala.

Min storebror, Flemming, opholdt sig mange år af sit liv i Kenya, og han havde helt sikkert sit at slås med. Jeg kan huske da han var ung og studerede statskundskab i Århus. Jeg besøgte ham ofte i Sølystgade 37 da jeg var yngre. Her havde Flemming, og et par andre studerende, på bedste vis købt hele ejendommen, og i dén blev revolutionen højlydt blev diskuteret. Hver dag. Så vidt jeg husker, var noget med at KAP’erne og VS’erne ikke helt kunne blive enige om det skulle være en revolution ala Pol Pot eller Formand Mao, vi skulle have i Danmark. Jeg var vel i omkring 15-16 år da bølgerne gik højest i Sølvlystgade, og jeg kiggede mest på de revolutionære, som vist bestod af de fleste studerende på instituttet for Statskundskab. Det var vigtige sager de diskuterede! Jeg forstod ikke helt vigtigheden af revolutionen og hvad det var der var på spil men enige, det blev de aldrig. Jeg er tror nok, at hvis de havde fået serveret revolutionen på et sølvfad, så havde de nok ikke været i stand til at gribe den og gøre noget ved sagen.

Vi havde det også sjovt mens vi diskuterede revolutionen og livet gik sin gang. Vi gjorde almindelige ting. Der var f.eks. den gang hvor min bror slæbte mig med over for at drikke akvavit med de ældre. Der gik ikke en time før jeg var så beruset at jeg måtte af med det hele. Til stor morskab for alle andre end mig 🙂 Der blev sat lidt balance i regnskabet et par dage senere hvor det var Flemming som havde fået lidt for meget, og det var mig som scorede hende det skønne postbud foran næsen på ham på Æsken i Vestergade. Sådan var der så meget. Tiden gik, og Flemming mødte da også sin kone (rektors datter), og så tog det hele stille og roligt en anden drejning. De blev gift, fik fine jobs med deres gode uddannelser (som kapitalismen nu alligevel havde formået at give dem). Siden blev det noget med Udenrigsministeriet og udstationeringer til alverdens lande. Det var nok der vi mistede kontakten, men sådan var det jo – livet gik sin gang, og vi havde alle vores at se til.

Jeg så Flemming igen for 12 år siden. Det var dengang hans mor døde i sommeren i 2001. Det var ekstraordinært hårdt for ham. Hans ægteskab var forlist og det stod ikke så godt til med kontakten til de to børn som der var kommet til verden. Men vi brugte en masse tid sammen og det var som om der var genetableret et bånd mellem os igen. Den sommer i 2001, kan jeg huske at der for første gang blev taget et billede af Flemming, Steen (min lillebror) og vores fælles far. Det var en rigtig god tid, selv om der lå meget og rumlede under det hele. Tiden hvor Flemming skulle hjem til Kenya igen kom da også, men han havde bogstaveligt ikke fået stillet sin kuffert i entreen før jeg ringede og fortalte ham at hvis han ville sige farvel til vores far, så skulle han tage til Danmark med det samme. For i Danmark var vores far blevet indlagt på Vejle Sygehus og den klare besked var at han var terminal og ikke havde megen tid igen. Vi skulle få bragt orden i vores sager og Flemming kom. Han fik også sagt farvel til vores far selvom han på det tidspunkt var ret langt væk i morfinens tåget. Men han var der da vores far døde, og det var virkelig godt for os alle. Ikke mindst, var det helt sikkert godt for vores far at alle hans tre drenge var omkring ham til sidst. Det var ikke sket i mere end 25 år, så alt var helt som det skulle være. Jeg kan sgu godt forstå at Flemming ikke havde det godt. Han mistede begge sine forældre inden for omkring 3 måneder, og der var helt sikkert meget som ikke var afklaret i de relationer. Der var også rod i den familie han selv havde stablet på benene. Så det var ikke underligt at der blev drukket meget og der var mange tåre. Sådan var det – og sådan skulle det være. Men Flemming havde et alkohol problem som var rigtig stort. I tiden efter vores fars død boede han hos mig, og mens jeg var på arbejde sad han hjemme og tømte vodka flasker. Ikke at jeg kunne se det på ham, men da jeg begyndte at finde masser af tomme flasker bagerst i skabene var jeg naturligvis klar over at den var gal. Det var naturligvis ikke noget Flemming selv synes var et problem og der var ikke rigtig noget jeg kunne gøre ved det. Det hele endte med at Flemming tog hjem til Kenya. Og det var sidste gang jeg så min bror. Ham som lærte mig om revolutionen. Og en masse andet.

Der gik et stykke tid før vi talte sammen igen. Flemming begyndte at ringe og bede mig sende ham penge. Han havde vist mistet sit job, og hans planer om at stille vindmøller op på Kenyas Kyst var ikke helt så fremskredne som han gerne ville havde de skulle være. På et tidspunkt var jeg også selv helt nede, ud af et forhold, mellem jobs og absolut ingen penge. Jeg kan godt huske sidste gang vi talte sammen; det var en nat hvor han ringede til mig og bad mig sende ham halvtreds kroner. Det sagde jeg nej til, men sagde at jeg gerne ville prøve at finde penge til han kunne komme hjem og i behandling. Så lagde Flemming på, og siden talte vi ikke sammen.

Så begyndte tiden at gå og pludselig er årene gået uden der var igen kontakt mellem os. Der var naturligvis den der nagende usikkerhed om hvordan han mon havde det. Jeg var jo inderst inde rigtig bange for at han skulle drikke sig ihjel. Men jeg har haft en ide om, at hvis der var noget alvorligt galt, så ville jeg få det at vide at en eller anden myndighedsperson som ville komme og fortælle mig at Flemming var alvorligt syg og at jeg skulle rejse ned til ham og få bragt “orden i vores sager”. Sådan gik det ikke.

Jeg har en lille hobby som jeg tager frem nu og da, og det var længe siden jeg havde kigge på min slægtsforskning, men så på en eller anden måde kom det over mig i aftes. Der skete helt enkelt det, at der dukkede noget så banalt som en programopdatering op, og så skulle jeg lige konverterer nogle data. Derefter begyndet jeg at kigge lidt på havde jeg har lavet, lavede en google på Flemming Dyhr, og her var hvad der kom:

Søg og du skal finde

Så stopper alting for en stund.

Kæreste Flemming – Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, og der er intet at gøre ved det. Dit liv hos os er slut, og for første gang er der en af mine nære og kære som jeg ikke var fået sagt et godt og kærligt farvel til. Det faktum indeholder en del at tænke over. For hvorfor helvede har vi været så tåbelige? Der er ingen andre end mig selv at kigge på lige nu. Og sådan bliver det ved med at være. Det kan godt være at jeg er mere klar i hovedet om en tid, og der er sikkert også mange som på den mest velmenende facon vil komme med søde ord og trøst. De vil betyde en masse, men lige nu er der intet, absolut intet, som kan ændre det faktum, at på trods af alt det gode vi havde sammen, det vi oplevede sammen, og alle de knus og intense blikke der var, så skildtes vi ikke på den kærlige måde. Og det er der al mulig grund til at fortryde nu hvor tårene triller ned af kinderne og jeg må indse at der ikke kom nogen myndighedsperson og sagde noget, for det er 8 måneder siden du havde din sidste dag hos os. På den der helt almindelige dag på kontoret med Johanna, Peter og Christina, som du aldrig fik mødt.

For Flemming, selv om vi havde vores lort fra vores dysfunktionelle familie, så havde vi jo hinanden – trods alt. Vi var bare lige det hak for tåbelige og stædige til at vi altså ikke nåede at sige godt og kærligt farvel.  Det er jeg ked af, og det vil jeg altid være resten af min tid. Men det får ikke lov til at overskygge alt det smukke der var ved dig. Pas godt på dig selv. Jeg vil prøve at gøre det samme, og så ses i en dag i Nangijala til en lang gåtur i Kirsebærdalen hvor jeg kan få lov til at kigge i de der smukke brune øjne som du har lukket nu. Dén historie lærte du mig  – sammen med alt det om revolutionen. I Århus. Men det som bekymre mig mere end noget andet, det er hvordan du mon havde det da du tog herfra.

Jeg har kun en masse bange anelser.

Jeg elsker dig – og det bliver jeg ved med.

Leave a Reply
Your email address will not be published. Required fields are marked *

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: