mit hold blev mindre..

 

DSCF0081

 

I lørdags blev Jan bisat. Han var min primære voksne igennem 30 år eller så. Det var på ingen måde nogen overraskelse og vi havde rigtig god tid til at få taget alle de vigtigste snakke; dem man skal tage hvis man kan og har mulighed for det.

Jeg har gået i næste en måned nu og haft det meget tæt på livet, brugt tiden på hospitalet og sidst på hospice. Heldigvis bliver et liv ikke noget hurtigt overstået kapitel, men efterhånden som jeg kommer frem i mit liv så bliver døden selvsagt et mere og mere præsent begreb, som jeg skal forholde mig til. Det er der vel den mening med  det at jeg bliver tvunget til at forholde mig til at det bliver min tur en dag. Det rejser en masse spørgsmål om hvordan jeg vil leve mit indtil den dag hvor det måske er nogle som gider læge mig tilrette og lægge sig ind over mig og hviske et still “på gensyn”, eller “vent på mig” eller nogen af de ander ting jeg sagde til Jan. Jeg jo slet ikke er færdig med ham og helt ind til midt i benet ville jeg ønske kunne smutte op til ham, studse hans skæg og lige snakke om een ting mere. Det er aldrig noget tidspunkt hvor jeg bliver klar til den slags farvel, og derfor er det smart at det ikke er noget jeg, eller Jan, havde specielt meget indflydelse på.

Nu er tiden så kommet til at skulle lærer at leve uden den vigtigste voksne i mit voksen liv og det falder mig ærligt talt ikke let. Jeg aner simpelt hen ikke hvem som skal give mig det store, velkendte, bamsekram når jeg er hvor jeg ikke skal være og jeg ved heller ikke hvem som skal give mig det uventede indspark. Sagen er jo,  at sådan en får jeg aldrig igen. Meningen må i så fald være, at jeg skal være det han var for mig, for andre. Gøre det ubetinget, og lige så smukt som han gjorde det for mig.

Så må det være sådan. Jeg må betegnes som voksen efter i lørdags hvor vi sagde det smukkeste, sjoveste og varmeste farvel, til det bedste menneske som er blevet sendt min vej.

Jeg skal gøre mig umage nu.

Mere ❤

Easter in Sweden – Kayaking

Tomorrow it’s time. The winter is almost gone, and the days are longer now. My kayak is packed with food, maps, tent, stove and lots of warm clothes. All set to paddle into this years first adventure with two friends. We will heading up to Åsnen in Sweden and will spend four days paddeling and camping.

Focus

Can’t wait 🙂

Kayaking in winter waters

Öresund
Mornings

Over the past 9 month kayaking has shown me the most beautiful scenaries i’ve seen for years. It has also given me time to think, time to be right here right now, in the present – no distractions. It has given me passion, expanded my ideas about how life can also be, and inspired me to dream about adventures. Paddeling my kayak has triggered me to begin, get started, get out. There are some people that have inspired me, and one guy in particular, continues to do so – more about him in a minute.

Last year, this time, was a mess in many ways. It lost my job and began to fear the age-trap. Later that winter a person I cared deeply about gave me the middle finger and terminated our friendship in th most fucked-up way I have ever seen. Other good things happened to balance this, but it was something I thought a lot about the past nine month, or so. Life moves on, there are worse things in the world. In the larger perspective, the friendship is now just a blip of insignificance which I will only remember for the way it ended.

Back to kayaking. It is becoming a popular sport and there are many good reasons for this. If you ever dreamed about being close to the water and travelling expedition style, sea kayaking if most definitely an excellent option. There are few requirements besides from not suffering from fear of water, and being a reasonable swimmer. In most danish kayaking clubs there are training, education, club kayaks and, most important, many passionate people with good experience and knowledge you can take advantage of. Part of the attraction to me is also that sea kayaking is not a innocent and risk free activity.

The ocean can be such an unforgiving play-mate.

However, if you want to learn, rescue your self and other, are not afraid of a dip in the water now and then, just get on with it. If you are attracted to it, you will soon find out. Maybe you are satisfied by a nice paddle in flat waters on a nice summer day, maybe you – like me – begin to think about the adventures you can actually do with your kayak if you improve you skills, learn from others and practice. I enjoy to paddle in the winter waters. It is such great training, and with the right clothing, it’s basically only the short days which restricts you. Three layers of clothe and a drysuit will take you a long way.

Johanna
Johanna in the tent

During summer I came across Erik B. Jørgensen, ex danish special forces, Sirius Greenland patrol but more than that he is an adventurer in the words best manner. Erik has paddled round Denmark in the strongest winter we had for 28 years, he has paddled all the way around Scandinavia, some 6.500 km, and spend 45 days in the wild with his daughter and their dog, in a canoe. Erik’s slogan is that the adventure begins in your back yard. This slogan has inculcated in me and plans are being bade for spring, summer and falle. Me and my 7 year old daughter, Johanna, are sleeping in the tent during the winter (a day here and there) in order to prepare her and build a comfort zone, when we go canoeing 8-10 in Sweden late spring next year, only her and me.

I’m sure this is just the beginning and I really like that fact.

 

Me and my kayak

Breaks are nice
My Kayak

 

This summer I ‘ve done what I have dreamed doing for many years. I bought a kayak, actually one and a half. It all started when my friend Jacob and I talked about we would love to try this out and we decided to share the investment in the boat. We soon discovered, that this would be something where we found a lot of joy. On top of the privilige we of living very close to Öresund, we soon realised the joy of being on the water, discovering our hood from the sea.

After a few weeks it became clear that one key thing, was that we enjoyed to be on the water together. So, another kayak was ordered, and we have two boats. We can get on the water when we want, alone or together, take our own pace, practice and learning.

I spend a lot of time researching for my kayak. I ended up ordering a Hasle Excursion 520 from Norway. It was with some tension it arrived, because even though I have tried some different boats, I had not tried anything from Hasle. Knowing there are a lot of difference between brands and designs, I ended up in deciding by thinking about what I want to do with in the longer perspective. Establishing the fact that I am a beginner and I want to go on longer trips with the kayak, my tent and my Trangia, I ended up with the Hasle. And I love it. I’ve been back in some the other kayaks after getting used to the new one, and I have no regret’s what so ever. It feels good, I can go in a lot of wind with a nice degree of control and it has pretty good space for goods under the deck.

From here, it is only to plan and realise some dreams. I am in a hurry to improve my skills and get gear so I can be on the water when winter arrives. That requires a a lot of training and a dry suit.

In all the excitement there are also the discovery of some very nice twitter friends with shared interests. People like, @flipandtell and @many – thank’s for tips, talk’s and plans 🙂

Next weekend it’s time to having some training. I look forward to that, learning, removing some of those zero-days and get out in nature with my boat with better skills and better prepared for kayak adventures 🙂

50 lige om lidt….

Det er lidt mærkeligt. Ikke fordi jeg på nogen måde tror at den dag der begynder lige om lidt kommer til at opleves så meget anderledes end den i dag, eller den for 5 år siden, men fordi 50 år sgu er mange år. Men jeg er glad, ser frem, glæder mig over de små poder som vil holde mig ung resten af mit liv. Der er også nogle andre store lyspunkter i livet. 2014 er på mange måder et rigtig godt år og der kommer til at ske en masse. Jeg glæder mig 😉 

5 mennesker som vil fotograferes?

Fra slutningen af januar og hele februar, vil jeg gerne have ekstra fokus på mit fotografi. Derfor leder jeg efter fem mennesker som gerne vil fotograferes. Ideen med det er, at jeg fotograferer dig i et øjeblik hvor din passion og koncentration er størst; når du gør det du holder mest af. Hvad det er, ved du selv. Det er min opgave at finde de rigtige øjeblikke sammen med dig, og siden lave nogle billeder der er dine og som du må bruge som du vil.

Projekt er vigtigt for mig, og skal hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg skal lave i fremtiden. Det er slet ikke sikkert det skal være noget med fotografi, men det skal hjælpe mig til af tænke mere frit omkring min egen fremtid.

Jeg har fotograferet siden 2006 og jeg er amatør. Jeg har brugt store dele af min fritid på min hobby. Jeg har fotograferet hjemløse, musikere, mine egne og andres børn, fremmede mennesker som bader om vinteren, håndværkere og al muligt andet. Du kan se noget af det jeg har lavet på flickr.

Hvis du har lyst til at hjælpe mig, og vil bruge nogle timer på det, så synes jeg du skal skrive lidt om hvad du kunne tænke dig. Det vil være rigtig smart hvis det kan foregå i nærheden af København eller Nordsjælland.

Du kan enten skrive en kommentar her på bloggen, eller pinge mig på Twitter, @dreves

— update, 13-1-2014

Jeg har fået syv mennesker som jeg hvis billeder jeg skal lave. Jeg glæder mig inderligt  ❤

2013 – en blandet afære

 

Når jeg skal gøre mit år op, så er det nok de seneste hændelser som kommer til at præge mit syn på 2013. Jeg har jo haft en udmærket år, og der er sket mange gode ting. Vidunderlige og varige venskaber er skabt, nogle er gået trådt i baggrunden sådan som det jo er i livet, når vi alle forandre os, lære nye mennesker at kende og måske ændre den vej vi vælger at gå. Andre venskaber og relationer er forsvundet for evigt uden mulighed for at kunne gøre noget ved det.

Døden har desværre spillet en alt for stor rolle for mig i år. Sådan er det måske efterhånden som årene hober sig op i livet, men jeg synes det har været meget at bære i år.  Døden har den effekt på mig, at jeg bliver meget opmærksom på det jeg gør, eller ikke gør og ikke mindst den måde som jeg prøver at være for andre. For pludselig kan være for sent at rette op og, når man som mig, har lidt af det med i bagagen, så er der nok at holde styr på.

Efter 10 år fravær i relationen mellem min storebror og jeg, besluttede jeg mig for at prøve at finde frem til hvor han mon var, så jeg googlede hans navn og op kom Flemmings dødsannonce. In my face. Han var død 8 måneder tidligere og, ud over det faktum at Flemming var død og borte, så rystede mig at jeg intet havde hørt noget om det. Jeg mener, min bror havde da børn, han havde en eks-kone og andre søskende og det var jo ikke fordi vi ikke kunne få fat i hinanden. Derudover rystede reaktionerne fra min nærmeste familie mig. Det var ala “Nå. Håber ikke han var for ensom” og “det er jeg da overhovedet overrasket over” Velkommen til min dysfunktionelle familie. Og ja, jeg er jo selv en del af det, men ikke lige på den der kolde og ligegyldige facon.

Siden blev jeg forundret over ikke hørt noget fra nogen form for myndigheder. Men det er åbenbart ikke så vigtigt at informerer søskende når der sker et dødsfald i ens familie. Siden tog jeg kontakt til den danske ambassade i Kenya, fik sådan set god service, men hørte aldrig mere om hvor min bror er begravet, eller en kopi af hans dødsattest. Det synes jeg er træls, og på et eller andet tidspunkt tager jeg vel fat i dem igen.

Foråret gik, der opstod alvorlige knuder mellem min mindre bror og jeg, så den relation er i den grad også lagt på is, og jeg er slet ikke sikker på hvordan, eller hvornår, den kan blive repareret igen. Sat i kontekst med min storebror’s død er det nok en god ide at gøre noget ved det, for jeg ved jo aldrig hvornår det er for sent. Lige nu orker jeg det ikke.

I september skete det værste som jeg tror kan ske i enhver familie. Et menneske som lige var begyndt på sit eget voksen liv, blev dræbt af en bus i Store Kongensgade. Det er så urimeligt, der er ingen mening med det. Vi hverken kan eller skal begynde at lede efter meningen eller prøve at forklare noget som helst. Det hænger ved, og selv om jeg ikke var tættest, så er jeg tæt med de som er. Intet, intet, bliver det samme som det var. og der er mange mennesker som skal finde ud af hvordan livet nu skal forme sig. Der er ingen facit liste, der er ingen metode eller for den sags skyld nogen garanti for at det lykkedes. Der skal holdes mange juleaftner, passeres hen over fødselsdage, d. 28 september og alle mulige andre dage hvor hun på den ene eller anden måde spillede en rolle. Og hun spillede mange gode og store roller. Og for de nærmeste spillede hun en stor og vigtig rolle i det dagelige. Vi savner hende hver dag og tænker på hende og sådan vil det altid være.

Året sluttede med at jeg mistede mig job. På den grimme måde. At jeg var på vej væk var et parameter, men det er en anden sag at blive ekskluderet fra den lille familie (som min arbejdsplads engang var for mig), og så selv træffe beslutningen hvor hvornår og hvordan. Når først dén følelse på et tidspunkt har lagt sig og fundet sin plads, så skal det såmænd nok blive godt nok igen. Men det var en grim omgang, og jeg blev, i min vanlige naive tro, blev grundigt over den del mennesker i det forløb. Men fuck det (og dem). Nu jeg skal virkelig tænke mig godt om nu for det er også en mulighed for at gøre noget helt andet, gå en anden vej end den jeg har været på de sidste 10 år.

 

Lot’s of truth in that…

 

Jeg vil gerne slutte med noget positivt for, alt andet lige, er det sådan jeg er. Året som er gået har i den grad været godt på andre fronter. Som jeg indledte med, så har jeg heldigvis lært en masse, om mig selv, om andre, om ting der interesserer mig, om ting der ikke interesserer mig og som jeg lader fare. Jeg har er blevet begavet med nogle helt fantastiske mennesker som betyder alverden for mig, har fire skønne unger som alle er godt på vej. Det er det vigtigste, det vil jeg huske når jeg nu begynder min søgen efter det jeg skal fra og med 2014 og holde fokus på mens implementerer de ting jeg allerede nu ved jeg skal gøre.

Så tak til jer som jeg fik lov at give lidt i året som er gået. Jeg håber I ved at jeg har fået mindst lige så meget tilbage. Jeg takker jer: I er sgu dejlige – i ved hvem i er ❤