Pludselig ser vi alle så klart hvor skrøbeligt til livet vi er bundet

Tata
Tata

Her til aften hørte jeg en sang som på rigtig mange måder fortæller om det som skete for vores familie for næsten to uger siden. Det var som at blive ramt af en hammer i sjælen, da den sang blev fremført at en ung, talentfuld sangerinde. Sådan er det med musik; det meste passerer igennem os. Men en dag, i en sammenhæng, giver en tekst fuldkommen mening og lægger sig i sjælen resten af livet mens tårene strømmer ned af kinderne.

Det er de færreste mennesker som gør uudsletteligt indtryk, mens vi passerer gennem livet. Med al hendes vilje og styrke, hendes smil, nærvær, kærlighed til sine nærmeste, hendes opmærksomhed og omsorg for andre, så var hun et af dem. Hun efterlader mange mennesker som skal til at finde ud af hvad livet er uden hende. For det samme, dét bliver det aldrig.

Jeg skal huske mig selv på ikke at lede efter meningen med det som skete, for den findes ikke. Vi glemmer hende aldrig – hun vil altid være i os.

Pludselig, Sebastian

Pludselig er du her ikke mere
Lyslevende i går og nu forsvundet
Pludselig efterlod du alle dér
med det der bliver til minder er du rundet

Et fyrtårn stod, på klippefod
Lyste op og gav den rejsende sit mod
En spotlight her, en stråle der
Men ingen af dem finder dig på bjerget mere

Gamle kæmpe

Pludselig ser vi alle så klart
hvor skrøbeligt til livet vi er bundet
Pludselig er så mange så parat
til at sige dig tak, som nu er svundet

Måske måske, vi nu kan se
Hvor mange gange du fik livet til at le
Så mange en gang, så mange en sang
Vi synger dig på rejsen hvor vi kommer frem

Gamle kæmpe

Jeg hilser dig
Og mindes dig

En spotlight her, en stråle der
Men ingen af dem finder dig på scenen mere

Gamle kæmpe

Jeg hilser dig, og mindes dig

Det lille stik i hjertet

For nogen tid siden skrev jeg lidt tekst om hvordan min skolegang var i de første år. I sidste uge blev det – på sin egen måde – stilfærdigt present igen. Ikke for noget skidt, men fordi alt det med at begynde i skolen blev trukket frem af tankernes gemmer, da Johanna havde sin første skoledag.

Johanna er det tredje barn jeg sender i skole, og det var rart at opleve den glæde som alle de nye børn blev modtaget med. Humlebæk skole er ikke nogen stor skole, og der er kun et par spor med elever fra børnehaveklasse til og med femte klasse.

Så der stod vi; alle de nye børn, forældre og bedste forældre, mens lyttede til skoleinspektørens velkomst. Det var en fin velkomst og den blev kun finere af at alle de gamle stod i en lang flagalle og sang velkomstsang til alle de nye som nu skal have deres daglige kontakt med skolen.

Jeg bliver rørt når jeg oplever hvordan der bliver taget i mod de små nye unger som er både fyldt med forventning, synes de er blevet meget store og – selvfølgelig – er nervøse for alt de nye de skal til at have i deres dagligdag. Det er også fantastisk at mobning er noget vi taler om. Noget alle forældre får gode og solide råd om. Den første dag.

I dag kom den lille episode som sikkert fylder mere i mig end den gør hos Johanna. Måske. I dag oplevede hun at de allerbedste veninder fra børnehaven ikke ville inkludere hende i deres leg. Det blev hun naturligvis ked af og forundret over, og det var der en voksen som bemærkede. Kompromisset blev så at “okay, så kan du da godt være lidt med…Hvad siger i andre?”
Naturligvis ikke den bedste præmis for at have god tid med de bedste og ældste veninder. Men hun ræsonerede på fødderne og sagde pænt nej tak og meddelte hun at hun hellere ville lege med nogle nye mens de andre “tænkte sig lidt om”, som hun sagde. Og så endte det da også med at hun havde en skøn dag sammen tre andre piger som aldrig havde leget med før. Jeg er stolt af hende og synes hun reagerede helt perfekt.

Men det stikker i hjertet.

For hvornår er det man tager snakken med de andre forældre? Det er sikkert ikke efter det i dag, men hvornår er det så? Er det på shelterturen om et par weekender man lige nævner det, eller skal der meget mere til før den snak skal tages??

Hvornår er det man skal tage affære? Jeg ved ikke, og måske det kommer helt af sig selv og helt naturligt. Jeg er ekstremt følsom på lige netop det område, men vi er jo alle forskellige, vi har alle vidt forskellig baggrund og oplevelser med i vores bagage.

Why I’m a few clicks away from deleting my @LinkedIn account

Ever since Linked went public the pattern of development has been identical. With each new ‘upgrade’ of the mobile apps (and there has been way too many) the sure thing that happened was that I’ve was limited with access to my network, or options to expand it.

I understand the need for LinkedIn to make money. But is there no limits for you guys? You pump my mailbox with special offers on upgrades for a paid Premium account with a discount. At the same time you limit my access to my network, the network I’ve build on you platform, with my business relationships, companies and other data that you have used for years to expand your platform, business and brand. All this information you have a right to use, and i’m okey with that to a point. But as it is now, I don’t even read the spam mails anymore. I simply delete them.

Some time ago I received one of those mails where you appreciated that I was among the first million users of your systems. This is how you say thank you or was it a “Thank you for the money we made when we went public” ?

The only impact you have on my with this way of operating is, that you force me to abandon ship, quit, look for something else or just drop the whole idea of having a social media bound professional network.

It’s close.

Den dag Leo slog hovedet

Det var både varmt og lummert da jeg hente rollingerne i diverse daginstitutioner i dag. I dag havde vi også en legekammerart med i cykelvognen så snakken gik mellem alle børnene da jeg svingede i på Humlebæk Strandvej lidt efter kl. 1530.

Lidt længere fremme på cykelstien kunne jeg se der lå en mand, halvt på fortorvet og halvt på cykelstien. Inden jeg nåede fordi biografen og hen til manden, kørte der mindst 15 biler forbi uden så meget som at sænke farten.

Det synes jeg sgu er for meget!

Det kan godt være vi alle har travlt, eller at synet med manden som ligger der med det hvide ud af øjenene ikke er specielt behageligt. Det kan også være fordi de måske kunne se han var snavset eller det kan være fordi de kunne de der lå en rullator og omkring 7–8 (tomme) ølflasker. Men det kan altså ikke være rigtigt at man blot køre videre når der ligger et menneske på gaden som helt tydeligt er kommet til skade og har brug for at nogle hjælper. Der er ingen undskyldning for ikke at stoppe.

Efter lidt tids parlamenteren med 112, som heller ikke rigtigt synes det var specielt vigtigt at sende nogle med forstand og kompetencer i at hjælpe et menneske som tydeligvis havde slået hovedet godt og grundigt, havde fået for meget at drikke og som ikke var til at føre en simpel samtale, ja så var omsider en som stoppede og tilbød sin hjælp. Sammen fik vi bugseret Leo ind på græsset, og fik skaffet noget vand til ham. Alarmcentralen kunne ikke helt sige hvornår der kom en ambulance eller, for den sags skyld, om der kom en overhovedet. Der var ikke lige nogle ledige.

Til alle jer travle mennesker som kørte forbi, så kan jeg fortælle at Leo nok ikke var i livsfare, men helt klart skulle undersøges for hjernerystelse, dehydrering og muligvis skulle have syet en pænt sår i hovedet. De gode mennesker fra Fredensborg kommune stoppede også – de kender godt Leo, og vi fik ham ned på det lokale plejehjem hvor han blev tilset af en læge.

Sov godt – det var ikke helt så alvorligt denne gang, men det vidste I jo ikke. Tænk jer om næste gang, og husk at det jo sagtens kunne være jer selv om en dag fik brug for at andre gad interesserer sig for jer.

Karma.

Da min storebror døde..

D. 15 Oktober 2012 var en helt almindelig mandag for mig. En dag på kontoret, sikkert med aflevering af børn, eller i det mindste afhentning af dem. Men et andet sted i verden, var den dag min bror tog til Nangijala.

Min storebror, Flemming, opholdt sig mange år af sit liv i Kenya, og han havde helt sikkert sit at slås med. Jeg kan huske da han var ung og studerede statskundskab i Århus. Jeg besøgte ham ofte i Sølystgade 37 da jeg var yngre. Her havde Flemming, og et par andre studerende, på bedste vis købt hele ejendommen, og i dén blev revolutionen højlydt blev diskuteret. Hver dag. Så vidt jeg husker, var noget med at KAP’erne og VS’erne ikke helt kunne blive enige om det skulle være en revolution ala Pol Pot eller Formand Mao, vi skulle have i Danmark. Jeg var vel i omkring 15-16 år da bølgerne gik højest i Sølvlystgade, og jeg kiggede mest på de revolutionære, som vist bestod af de fleste studerende på instituttet for Statskundskab. Det var vigtige sager de diskuterede! Jeg forstod ikke helt vigtigheden af revolutionen og hvad det var der var på spil men enige, det blev de aldrig. Jeg er tror nok, at hvis de havde fået serveret revolutionen på et sølvfad, så havde de nok ikke været i stand til at gribe den og gøre noget ved sagen.

Vi havde det også sjovt mens vi diskuterede revolutionen og livet gik sin gang. Vi gjorde almindelige ting. Der var f.eks. den gang hvor min bror slæbte mig med over for at drikke akvavit med de ældre. Der gik ikke en time før jeg var så beruset at jeg måtte af med det hele. Til stor morskab for alle andre end mig 🙂 Der blev sat lidt balance i regnskabet et par dage senere hvor det var Flemming som havde fået lidt for meget, og det var mig som scorede hende det skønne postbud foran næsen på ham på Æsken i Vestergade. Sådan var der så meget. Tiden gik, og Flemming mødte da også sin kone (rektors datter), og så tog det hele stille og roligt en anden drejning. De blev gift, fik fine jobs med deres gode uddannelser (som kapitalismen nu alligevel havde formået at give dem). Siden blev det noget med Udenrigsministeriet og udstationeringer til alverdens lande. Det var nok der vi mistede kontakten, men sådan var det jo – livet gik sin gang, og vi havde alle vores at se til.

Jeg så Flemming igen for 12 år siden. Det var dengang hans mor døde i sommeren i 2001. Det var ekstraordinært hårdt for ham. Hans ægteskab var forlist og det stod ikke så godt til med kontakten til de to børn som der var kommet til verden. Men vi brugte en masse tid sammen og det var som om der var genetableret et bånd mellem os igen. Den sommer i 2001, kan jeg huske at der for første gang blev taget et billede af Flemming, Steen (min lillebror) og vores fælles far. Det var en rigtig god tid, selv om der lå meget og rumlede under det hele. Tiden hvor Flemming skulle hjem til Kenya igen kom da også, men han havde bogstaveligt ikke fået stillet sin kuffert i entreen før jeg ringede og fortalte ham at hvis han ville sige farvel til vores far, så skulle han tage til Danmark med det samme. For i Danmark var vores far blevet indlagt på Vejle Sygehus og den klare besked var at han var terminal og ikke havde megen tid igen. Vi skulle få bragt orden i vores sager og Flemming kom. Han fik også sagt farvel til vores far selvom han på det tidspunkt var ret langt væk i morfinens tåget. Men han var der da vores far døde, og det var virkelig godt for os alle. Ikke mindst, var det helt sikkert godt for vores far at alle hans tre drenge var omkring ham til sidst. Det var ikke sket i mere end 25 år, så alt var helt som det skulle være. Jeg kan sgu godt forstå at Flemming ikke havde det godt. Han mistede begge sine forældre inden for omkring 3 måneder, og der var helt sikkert meget som ikke var afklaret i de relationer. Der var også rod i den familie han selv havde stablet på benene. Så det var ikke underligt at der blev drukket meget og der var mange tåre. Sådan var det – og sådan skulle det være. Men Flemming havde et alkohol problem som var rigtig stort. I tiden efter vores fars død boede han hos mig, og mens jeg var på arbejde sad han hjemme og tømte vodka flasker. Ikke at jeg kunne se det på ham, men da jeg begyndte at finde masser af tomme flasker bagerst i skabene var jeg naturligvis klar over at den var gal. Det var naturligvis ikke noget Flemming selv synes var et problem og der var ikke rigtig noget jeg kunne gøre ved det. Det hele endte med at Flemming tog hjem til Kenya. Og det var sidste gang jeg så min bror. Ham som lærte mig om revolutionen. Og en masse andet.

Der gik et stykke tid før vi talte sammen igen. Flemming begyndte at ringe og bede mig sende ham penge. Han havde vist mistet sit job, og hans planer om at stille vindmøller op på Kenyas Kyst var ikke helt så fremskredne som han gerne ville havde de skulle være. På et tidspunkt var jeg også selv helt nede, ud af et forhold, mellem jobs og absolut ingen penge. Jeg kan godt huske sidste gang vi talte sammen; det var en nat hvor han ringede til mig og bad mig sende ham halvtreds kroner. Det sagde jeg nej til, men sagde at jeg gerne ville prøve at finde penge til han kunne komme hjem og i behandling. Så lagde Flemming på, og siden talte vi ikke sammen.

Så begyndte tiden at gå og pludselig er årene gået uden der var igen kontakt mellem os. Der var naturligvis den der nagende usikkerhed om hvordan han mon havde det. Jeg var jo inderst inde rigtig bange for at han skulle drikke sig ihjel. Men jeg har haft en ide om, at hvis der var noget alvorligt galt, så ville jeg få det at vide at en eller anden myndighedsperson som ville komme og fortælle mig at Flemming var alvorligt syg og at jeg skulle rejse ned til ham og få bragt “orden i vores sager”. Sådan gik det ikke.

Jeg har en lille hobby som jeg tager frem nu og da, og det var længe siden jeg havde kigge på min slægtsforskning, men så på en eller anden måde kom det over mig i aftes. Der skete helt enkelt det, at der dukkede noget så banalt som en programopdatering op, og så skulle jeg lige konverterer nogle data. Derefter begyndet jeg at kigge lidt på havde jeg har lavet, lavede en google på Flemming Dyhr, og her var hvad der kom:

Søg og du skal finde

Så stopper alting for en stund.

Kæreste Flemming – Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, og der er intet at gøre ved det. Dit liv hos os er slut, og for første gang er der en af mine nære og kære som jeg ikke var fået sagt et godt og kærligt farvel til. Det faktum indeholder en del at tænke over. For hvorfor helvede har vi været så tåbelige? Der er ingen andre end mig selv at kigge på lige nu. Og sådan bliver det ved med at være. Det kan godt være at jeg er mere klar i hovedet om en tid, og der er sikkert også mange som på den mest velmenende facon vil komme med søde ord og trøst. De vil betyde en masse, men lige nu er der intet, absolut intet, som kan ændre det faktum, at på trods af alt det gode vi havde sammen, det vi oplevede sammen, og alle de knus og intense blikke der var, så skildtes vi ikke på den kærlige måde. Og det er der al mulig grund til at fortryde nu hvor tårene triller ned af kinderne og jeg må indse at der ikke kom nogen myndighedsperson og sagde noget, for det er 8 måneder siden du havde din sidste dag hos os. På den der helt almindelige dag på kontoret med Johanna, Peter og Christina, som du aldrig fik mødt.

For Flemming, selv om vi havde vores lort fra vores dysfunktionelle familie, så havde vi jo hinanden – trods alt. Vi var bare lige det hak for tåbelige og stædige til at vi altså ikke nåede at sige godt og kærligt farvel.  Det er jeg ked af, og det vil jeg altid være resten af min tid. Men det får ikke lov til at overskygge alt det smukke der var ved dig. Pas godt på dig selv. Jeg vil prøve at gøre det samme, og så ses i en dag i Nangijala til en lang gåtur i Kirsebærdalen hvor jeg kan få lov til at kigge i de der smukke brune øjne som du har lukket nu. Dén historie lærte du mig  – sammen med alt det om revolutionen. I Århus. Men det som bekymre mig mere end noget andet, det er hvordan du mon havde det da du tog herfra.

Jeg har kun en masse bange anelser.

Jeg elsker dig – og det bliver jeg ved med.

Jeg trænger til motion

 

løbesko

Det gør jeg altid når foråret nærmer sig. Både for at få lidt opklaring hovedet, få smidt nogle kilo og så naturligvis bare for at være en smule sundere. Når jeg får taget mig sammen sker der altid nogenlunde det samme:

Jeg synes det er rædselsfuldt de første 4-5 gange jeg får taget mig sammen og jeg løber altid for meget i forhold hvad jeg kan holde til. Når det så har lagt sig lidt, og jeg er kommet derhen hvor jeg faktisk kan løfte blikket og nyde noget at den smukke natur som jeg løber i, så bliver jeg fanatisk med det og opfører mig som en nyfødt ikke ryger. Jeg er altid gået meget op i at have udstyret i orden! Uanset hvor elendig min form og løbestil er, har jeg altid haft noget rigtig godt gear. Det er værst i begyndelsen af min sæson hvor kontrasten mellem kvaliteten af mit løbe gear og min form helt enkelt er enorm. Det eneste glædelige er naturligvis at det retter sig hen over sommeren. Det er ikke bare selve løbetøjet, men også avancerede systemer til at holde styr på min krops reaktion. Det bliver naturligvis målt puls, hastighed, skridt og skridtlængde og minsandten om ikke også det bliver målt højde(!). Den samlede løsning sidder om armen, om brystet og så en lille dims på min sko. Dertil kommer naturligvis noget musik i mine øre.

I år skal det være anderledes. Jeg gider ikke være slave af alle mulige dimser som kan alt muligt. Der sker det, at jeg bruger mere tid på at analyserer alle mulige underlige data for at se hvordan status og udvikling, end jeg bruger på at løbe. Og jeg ved jo godt hvornår jeg er træt, og jeg kan sagens selv mærke hvordan min form forbedres bare efter et par måneder i mine løbe sko. Derfor er det spild af både tid og penge. Den tid hvor det motiverede mig er passeret. Så i år bliver det uden dimser og musik. Gode løbesko er i naturligvis klogt at købe. Men det bliver nok først på den anden side af sommerferien.

I fredags tog jeg så hul på det. I snevejr. Det gik fint, og jeg løb både lettere og længere end jeg plejer at gøre når jeg begynder igen efter en lang pause (dennegang omkring 5 måneder). I dag var jeg så ude igen, og det var rædselsfuldt. Måske det bare var fordi mine ambitionerne for høje og jeg begyndte med at løbe for hurtigt. Da jeg skulle op ad den der bitch af en bakken som går nede fra Nivå Havn og tilbage til Humlebæk var jeg helt færdig. Jeg havde det som om jeg skulle dø og jeg begyndte så småt at tænke på at stoppe, holde pause osv.

Den blive nok bedre når jeg skal ud igen om nogle dage. Nu er jeg i alle fald i gang og det er godt.

Murakami og mig

Jeg har ikke læst specielt mange bøger. Hvorfor jeg ikke har det, skrev jeg lidt om i et indlæg for en måneds tid siden.

Når jeg endelig har læst, så har det mest været faglitteratur og kriminalromaner. Det er der jo ikke så meget galt med, altså lige bortset fra at der er skrevet rigtig mange gode bøger i genre som jeg aldrig har stiftet bekendskab med. Jeg har altid sagt til mig selv at sådan er der jo så meget jeg må erkende jeg aldrig kommer til, uanset om det er musik, film, teater, litteratur eller andre former for kunst. Udbuddet er så enormt, at det kan være en uoverskuelig opgave bare at overveje at gå igang med noget som helst – når man er sådan en som mig. Jeg er i alt for mange år blevet overmandet af fristelsen for blot at forblive i dér, hvor det alene er det mest markedsførte og populære jeg har givet sig i kast med. Jeg skal også helst være uden computere og internet i en længere periode før en bog har rykker frem i min bevidsthed og jeg rent faktisk får den læst. Hvergang jeg har afsluttet en har jeg lovet mig selv at jeg snart skal igang med en mere. Det er bare aldrig sket lige med det samme, og der har skullet en ny bølge af markedsføring, manglende internet, ferie, lavt arbejdspres og tilfælde til, før der er kommet lidt skred i sagerne igen.

Sådan var det ikke helt da jeg begyndte med Haruki Murakami. Der var ikke specielt mange af de sædvanlige omstændigheder tilstede, men han er jo ikke ligefrem er ukendt. Tværtimod, er han at finde på de fleste bestseller lister (og dem har jeg jo tradition for altid at være opdateret på) og masser af mennesker i min omgangskreds talte om 1Q84. Som trofaste seer på de smalle DR kanaler, som DR-K og DR2, kom jeg en dag fordi et interview med Mette Holm i Ordkraft. Det var nok en genudsendelse jeg fik set, for jeg mindes det var både mørkt og koldt da jeg lyttede til en fængslende snak om forfatteren Murakami og bogen 1Q84, oversætteren Mette Holm, og det at oversætte fra Japansk til Dansk. Det var omtrent her jeg blev interesseret i fortællingen om Tengo og Aomame i et parallel-univers fyldt med mærkelige væsner, to måner, søgen efter evig kærlighed, mord og hemmelige sekter skrevet af en forfatter som kommer fra en del af verden jeg altid har synes har været interessant og fyldt med mystik.

For en mand som mig, der ikke har læst specielt mange bøger, må jeg indrømme at jeg var lidt skræmt over at give mig i kast med omkring 1200 sider som jeg ikke rigtigt havde nogen garanti for ville grave sig ind i mig. Men jeg tog fejl, blev hurtigt fanget – og det var ikke svært at blive hængende. Ikke nok med at jeg kom godt igennem 1Q84, men det er også blevet til et par bøger mere fra hans forfatterskab. Sådan gik det så godt, da jeg ramte noget rigtigt – noget som passede til mig lige der hvor jeg var (og er) i livet. På sin egen syrede og underfundige måde skriver Murakami om helt elementære ingredienser i livet, og han gør det på en måde som vækker fornyet interessere for mit eget liv. Jeg begyndte at kigge på hvad det indeholder og hvordan det skal være. Selv om jeg naturligvis kigger ind i andres liv når jeg læser Murakami’s bøger, så bliver jeg i høj grad inspireret til at tænke over mit eget og mest af alt; være glad for det liv jeg har, i stedet for, misundeligt, at drømme om andres. Jeg synes det er rigtigt når Mette Holm siger at det er et af de vigtigste elementer i hans bøger. Jeg har i alle tilfælde fornyet tro på, at selv om meget er fast etableret i mit liv, så er der stadig alle muligheder for at udvikle det, og at jeg bedst gør det ved at tage ansvaret for det selv. Ja, det er måske ret basalt og ikke nogen specielt ny teori, men de tanker har fået et vedholdende skub fra 1Q84, Norwegian Wood og Kafka on the shore.

Så på den måde efterlod bøgerne noget sundt og godt i mig. Han har skrevet en fantastisk fortælling i 1Q84, og den gav mig et solidt litterært skub som jeg har så meget brug for. Og det er jo rart. Det er også rart at savne sin bog mere end sin musik og mit internet, og give mig selv lov til at fordybe sig i et helt anderledes univers i meget lang tid.

Men hov, hvad er det Haruki Murakami har med katte?