5 mennesker som vil fotograferes?

Fra slutningen af januar og hele februar, vil jeg gerne have ekstra fokus på mit fotografi. Derfor leder jeg efter fem mennesker som gerne vil fotograferes. Ideen med det er, at jeg fotograferer dig i et øjeblik hvor din passion og koncentration er størst; når du gør det du holder mest af. Hvad det er, ved du selv. Det er min opgave at finde de rigtige øjeblikke sammen med dig, og siden lave nogle billeder der er dine og som du må bruge som du vil.

Projekt er vigtigt for mig, og skal hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg skal lave i fremtiden. Det er slet ikke sikkert det skal være noget med fotografi, men det skal hjælpe mig til af tænke mere frit omkring min egen fremtid.

Jeg har fotograferet siden 2006 og jeg er amatør. Jeg har brugt store dele af min fritid på min hobby. Jeg har fotograferet hjemløse, musikere, mine egne og andres børn, fremmede mennesker som bader om vinteren, håndværkere og al muligt andet. Du kan se noget af det jeg har lavet på flickr.

Hvis du har lyst til at hjælpe mig, og vil bruge nogle timer på det, så synes jeg du skal skrive lidt om hvad du kunne tænke dig. Det vil være rigtig smart hvis det kan foregå i nærheden af København eller Nordsjælland.

Du kan enten skrive en kommentar her på bloggen, eller pinge mig på Twitter, @dreves

— update, 13-1-2014

Jeg har fået syv mennesker som jeg hvis billeder jeg skal lave. Jeg glæder mig inderligt  ❤

Det lille stik i hjertet

For nogen tid siden skrev jeg lidt tekst om hvordan min skolegang var i de første år. I sidste uge blev det – på sin egen måde – stilfærdigt present igen. Ikke for noget skidt, men fordi alt det med at begynde i skolen blev trukket frem af tankernes gemmer, da Johanna havde sin første skoledag.

Johanna er det tredje barn jeg sender i skole, og det var rart at opleve den glæde som alle de nye børn blev modtaget med. Humlebæk skole er ikke nogen stor skole, og der er kun et par spor med elever fra børnehaveklasse til og med femte klasse.

Så der stod vi; alle de nye børn, forældre og bedste forældre, mens lyttede til skoleinspektørens velkomst. Det var en fin velkomst og den blev kun finere af at alle de gamle stod i en lang flagalle og sang velkomstsang til alle de nye som nu skal have deres daglige kontakt med skolen.

Jeg bliver rørt når jeg oplever hvordan der bliver taget i mod de små nye unger som er både fyldt med forventning, synes de er blevet meget store og – selvfølgelig – er nervøse for alt de nye de skal til at have i deres dagligdag. Det er også fantastisk at mobning er noget vi taler om. Noget alle forældre får gode og solide råd om. Den første dag.

I dag kom den lille episode som sikkert fylder mere i mig end den gør hos Johanna. Måske. I dag oplevede hun at de allerbedste veninder fra børnehaven ikke ville inkludere hende i deres leg. Det blev hun naturligvis ked af og forundret over, og det var der en voksen som bemærkede. Kompromisset blev så at “okay, så kan du da godt være lidt med…Hvad siger i andre?”
Naturligvis ikke den bedste præmis for at have god tid med de bedste og ældste veninder. Men hun ræsonerede på fødderne og sagde pænt nej tak og meddelte hun at hun hellere ville lege med nogle nye mens de andre “tænkte sig lidt om”, som hun sagde. Og så endte det da også med at hun havde en skøn dag sammen tre andre piger som aldrig havde leget med før. Jeg er stolt af hende og synes hun reagerede helt perfekt.

Men det stikker i hjertet.

For hvornår er det man tager snakken med de andre forældre? Det er sikkert ikke efter det i dag, men hvornår er det så? Er det på shelterturen om et par weekender man lige nævner det, eller skal der meget mere til før den snak skal tages??

Hvornår er det man skal tage affære? Jeg ved ikke, og måske det kommer helt af sig selv og helt naturligt. Jeg er ekstremt følsom på lige netop det område, men vi er jo alle forskellige, vi har alle vidt forskellig baggrund og oplevelser med i vores bagage.